Advokatens drømmefanger

Bedømt som 4.85 ud af 5 baseret på 13 kundeanmeldelser
(13 kundeanmeldelser)

DKK 249,00

Varenummer: 978-87-999526-0-1

Beskrivelse

Titel: Advokatens drømmefanger

Forfatter: Pernille Kim Vørs

Sprog: Dansk

ISBN-13: 978-87-999526-0-1

Sideantal: 555Udgivelsesdato: 7. december 2016
Udgave: 1. udgave
Forlag: Forlaget Drømmefangeren
Indbinding: hæftet
Serie: Grænseløs-serien

Forlagets beskrivelse:

En kvinde og en mand – begge med en dunkel fortid, som ånder dem i nakken. Jannik er en benhård advokat, der bruger kvinder, som han lyster. Victoria er en smuk, udspekuleret kvinde, som udnytter mænd for deres penge. De har hver især levet et hårdt liv og har været tvunget ud i barsk overlevelse, som har formet dem til de mennesker, som de er i dag. De er skadet gods, og det er nyt at vise kærlighed og omsorg, og det bringer dem begge ud på en følelsesmæssig rutchetur, hvor underlaget forsvinder for dem. Når det går skævt, har de kun hinanden, og det er skræmmende for dem at give sig helt hen til det. Dertil kommer, at de svinger i utakt. De er ikke klar på samme tid til at give sig helt hen til følelserne og hinanden. Kan de være ærlige og røbe deres dybeste hemmeligheder for hinanden? Kan de lære at svinge i takt? Eller vil deres fortid ødelægge enhver mulighed for en fælles fremtid. Løgne, sex og bedrag overstrøet med et gran humor er de perfekte ingredienser til Pernille Vørs’ selvstændige spin-off fra den erotiske Dominic-trilogien.

Uddrag fra Advokatens drømmefanger:

Hun kan næsten mærke, hvor tæt voldsmanden er på hende. Han står lige bag hende. Hans hånd er på vej til hende, han … Isodora krøller sig mere sammen og presser øjnene hårdt i. Han tager hende. NU! ”Du må gerne ligge i min arm, hvis du vil.” Advokatens sløve stemme river al fantasi ud af hendes livlige hjerne, og Isidora stirrer på ham med koldsveden piblende frem. Men han ser end ikke hendes vej. Hans øjne er stadig lukkede, og han har endnu ikke bevæget sig. Ved han, hvor bange hun er? ”Det er okay,” hvisker hun flovt, ”hvis bare jeg må ligge her lidt så …” Armen, der lå hen over panden, strækker han ud mod hende og er lige ved at ramme hende i ansigtet, så hun må hæve hovedet en smule for at give plads til den. En invitation til, at hun skal komme og ligge ved hans side. Han gider ikke høre på hendes vrøvl. ”Kom her, snydepels,” gaber han så og lægger hånden om hendes skulder for at trække hende blidt ind til sig.

13 visninger af Advokatens drømmefanger

  1. Vurderet 5 ud af 5

    Bethina Elbæk Andersen

    Advokatens drømmefanger af Pernille Vørs.

    Jeg giver denne bog .

    Advokatens drømmefanger holder en fast i fortællingen, og jeg opdager lige pludselig at klokken er 04.40, for anden dag i træk. Da jeg er helt væk i bogen.

    Bogen handler om Jannik, Dominic’s ven, som jeg læste om i Dominic’s trilogien.

    Jannik er dominerende ligesom Dominic, og i denne bog handler det om, Jannik’s side af historien og hans liv.

    Han hader børn, han vil ikke have et fast forhold , pga. hans opvækst . Men alligevel falder han med et brag for Victoria, som han tror er luder.

    Victoria er lige så fascineret af Jannik og prøver at holde ham på afstand, da hun prøver at skaffe penge, som hun desperat mangler.

    De går grusomt meget igennem, uden af de rigtigt kan finde en løsning, for at være sammen.

    Det er en fantastisk, erotisk og spændende bog, som fik mig til at følge at jeg var med i den.

    Hvis du er til erotisk kærlighedshistorier og dominans, er det et must at læse denne bog.

  2. Vurderet 4 ud af 5

    Cilles læsesal

    Pernille Vørs er en forfatter, jeg er blevet mere og mere glad for, jo flere af hendes bøger jeg har læst. Jeg elsker blandt andet, at man kan se hendes udvikling som forfatter samtidig med karakterernes udvikling gennem bøgerne. Derudover har hun en skrivestil, der er dejligt forfriskende og spændende. Hun ikke lægger fingrene imellem noget som helst. Hun beskriver tingene, som de er, og det er fedt at læse!

    Jeg ELSKER Dominic- trilogien, og jeg blev derfor enormt begejstret, da jeg opdagede, at Pernille udgav en spin-off fra trilogien. Og at det så var advokaten Jannik, hun havde valgt som en af hovedpersonerne, var bare endnu bedre! Jeg elskede ham i Dominic – trilogien og ville vide mere!

    Sproget i bogen er rigtig godt! Jeg fik lidt et indtryk af, at sproget var mere formelt, end hvad jeg hidtil har været vant til, men jeg kunne faktisk rigtig godt lide det, efter jeg havde vænnet mig til det. Sproget var letlæseligt, og der var et godt flow igennem hele romanen.
    Samtalerne kunne til tider også virke lidt formelle – jeg lagde mærke til, at det især var, når Jannik talte. Men jeg så det som en del af Janniks karaktertræk, og elskede ham for hans til tider lidt formelle/ fine, lidt anderledes måde at formulere sig på..

    Jeg plejer ret hurtigt at kunne finde ud af, om jeg kan lide en karakter i bogen, eller om jeg ikke kan. I ”Advokatens drømmefanger” er det første gang, at det har taget længere tid, før jeg har fundet ud af, om jeg kunne lide dem eller ej. Især én person gjorde mig fuldstændig forvirret i et stykke tid. Det vender jeg tilbage til om lidt.
    Det endte også med, at jeg holdt rigtig meget af de to hovedpersoner på trods af lidt forvirring indimellem. Jeg kunne rigtig godt lide deres uforudsigelighed – mennesker er jo uforudsigelige, så jeg synes, det gjorde karaktererne mere virkelige.

    Jeg ELSKER Catharina og Dominic fra Dominic -trilogien, og synes det er fantastisk, at de er med i denne bog – samtidig synes jeg ikke, at de er så meget med, at de overtager Jannik og Victorias historie. Inddragelsen af disse to har Pernille Vørs formået at holde på et rigtig godt niveau!

    Victoria kom jeg faktisk til at holde enormt meget af – noget jeg ikke havde regnet med, grundet den måde, man første gang møder hende, og den måde hun til tider kom til at behandle Jannik på. Men jeg kan virkelig godt lide hende – jeg synes hun er så virkelighedstro og så naturlig i alt, hvad hun gør. Og i løbet af bogen og især i nogle bestemte scener, fandt jeg ud af, hvor en fantastisk person hun er! Hun dummer sig, ja, men hvem gør ikke det? Jeg holdt meget af hende alligevel!
    Jeg sad da også og heppede på, at hun ville nå sit mål!

    Åh og så er der jo Jannik. Min herlige Jannik! Jeg ELSKEDE ham i Dominic-trilogien. Det varme, friske pust som Catharina havde brug for, når Dominic blev for hård og koldhjertet. Jannik virkede bare som en rigtig hjertevarm person, og jeg glædede mig til at høre mere til den her friske og glade gut!
    Tja, der må jeg jo sige, at Pernille Vørs i den grad overraskede mig. Jannik var på mange områder slet ikke, som jeg havde forestillet mig, og igennem en del af bogen sad jeg faktisk og kunne mærke, at hvis han fortsatte med at være sådan, så ville jeg slet ikke kunne lide ham. Jeg blev helt ked af det og egentlig også lidt forvirret, for Jannik var en karakter, som jeg i den grad gerne ville kunne lide.

    Heldigvis blev han meget bedre og mere menneskelig senere i bogen, og jeg begyndte at kunne se den Jannik, som jeg havde regnet med, at han var. Den herlige Jannik, jeg havde set i Dominic-trilogien.

    Dog bliver den anden side af Jannik, der overraskede mig ved med at vende tilbage og nage mig i løbet af bogen, og jeg havde svært ved at beslutte mig for, om jeg egentlig godt kunne lide ham på trods af det hele, eller om hans personlighed var for meget for mig.
    Da det er enormt vigtigt for mig at kunne lide hovedpersonerne, ødelagde det læseoplevelsen en lille smule for mig, at jeg i langt det meste af bogen ikke kunne beslutte mig for, hvad jeg skulle synes om ham. Hvis Jannik konstant var i sit forelskede humør, så ville jeg virkelig ELSKE ham! Så ville han være den Jannik, som jeg havde forventet, han var.
    Dog har jeg en svaghed for Jannik, og jeg kunne ikke undgå at komme til at holde af ham. Mit hjerte blødte for ham flere gange i løbet af romanen, og ham sad jeg også og heppede på!
    Jeg indså, at jeg godt kunne forstå, hvorfor Jannik var, som han var og handlede, som han gjorde. Det var også en af grundene til, at jeg ikke stoppede med at holde af ham. Og derfor har bogen holdt det antal stjerner, den har fået. For den var en sand fornøjelse at læse.

    Handlingen er virkelig, virkelig god! Romanen er enormt spændende, og selvom kapitlerne kan være lidt lange (i sideantal), fandt jeg mig selv læse kapitel efter kapitel og læste til langt ud på natten– jeg kunne simpelthen ikke lægge bogen fra mig. Pernille har et talent for at fange en læser, så man bare ikke kan slippe bogen! Især i spændingsscenerne var jeg fuldstændig hooked og kunne ikke vente med at finde ud af, hvad der kom til at ske med Jannik og Victoria!
    Jeg er simpelthen også nødt til at rose Pernille for den fantastisk naturlige måde, hun får vævet delene med Catharina og også Dominic ind i historien. Det sker bare så fint og flydende, at man ikke lægger mærke til, at de passager faktisk er en del af en anden roman, eller i dette tilfælde en hel trilogi. Jeg blev så begejstret for det, at jeg læste de passager flere gange. Jeg var dybt imponeret! Så flot udført!

    Janniks personlighed var ikke det eneste, der overraskede mig! Da jeg havde læst slutningen sad jeg med en klump i halsen og med tårer i øjnene. Jeg måtte læse den sidste side flere gange for at være sikker på, at det faktisk var sådan, bogen sluttede. Og jeg greb mig selv i at vende den sidste side flere gange, for jeg håbede sådan, at det ikke var sidste side. Det eneste, der holdt mig fra at lade tårerne falde, var, at jeg læste den færdig i stuen hos mine forældre.
    Jeg regnede ikke med den slutning, og jeg blev en smule skuffet. Men jeg synes samtidig også, at det er virkelig fedt gjort af Pernille, at hun giver Jannik og Victoria den slutning, som hun synes, de skal have, frem for den slutning, som nogle læsere (mig fx) regner med eller i hvert fald gerne vil have.

    ”Advokatens drømmefanger” er en virkelig god roman, og den var en sand fornøjelse at læse. Følelserne var den helt store tur igennem, mens jeg læste, og jeg elskede det!
    Jeg kan klart anbefale at læse den, og hvis man er fan af Dominic-trilogien, så er den helt sikkert en must-read!

    Pernille Vørs giver den romantiske/erotiske genre et frisk nyt pust med denne roman og skyder genrens forudsigelighed lidt mere i grus.

    ”Advokatens drømmefanger” får 4 stjerner ud af 5
    http://www.cilleslaesesal.dk/2017/01/06/pernille-voers-advokatens-droemmefanger/

  3. Vurderet 5 ud af 5

    Karin Bille Petersen

    Er lige blevet færdig med Advokatens drømmefanger og så må sige, at du har gjort det igen. Endnu en bog der fanger mig – har både grint og tænkt puha, men åndet lettet op. Glæder mig til mere.
    Karin

  4. Vurderet 5 ud af 5

    Margit

    Kære Pernille
    Du gjorde det igen ❤ Endnu engang fik du mig ud på en følelsesmæssig tur, hvor jeg bliver helt opslugt af, hvad der sker på næste side. Advokatens drømmefanger er helt fantastisk og helt uventet. Jeg havde et temmeligt anstrengt forhold til ham advokat-fidusen i trilogien. Der er jo som bekendt mening med al galskab. Jannik er ingen undtagelse, og det fik du sat så flot i perspektiv for mig. Jeg har elsket ham, hadet ham, ønsket ham hen hvor peberet gror, kaldt ham alt for mange grimme ting – til at sige ‘nåå hvor er han sød og betænksom’ og så tilbage igen. “Snydepelsen” det mystiske væsen, puha, sikke en skæbne. Alt i alt havde jeg bare lyst til at kramme dem begge to og sige, alt bliver ok. I LOVE IT ❤

  5. Vurderet 5 ud af 5

    Gitte Lillian Jensen

    Så er den sidste side vendt i både tårer og glæde. Sikke en historie. Jeg elsker din evne til at fange mig totalt. Kors hvor har der været op og nedture. Jeg er fyldt med så mange følelser for Jannick. Stort tak, Pernille for igen at give mig den gave. Min største beundring for dig og dine – nu fire – fantastiske oplevelser. Varmt kram fra mig ❤❤❤❤❤

  6. Vurderet 5 ud af 5

    Jette B. Buchholtz

    Hej Pernille
    Jeg er lige blevet færdig med at læse bogen ” Advokatens drømmefanger ” og jeg må sige at jeg blev tryllebundet på alle måder, den indeholder og berører noget meget værdifuldt som mange mennesker bliver berørt af. Jeg vil rose din bog i høje skyer, YES du har skrevet en rigtig tryllebindende bog.

  7. Vurderet 5 ud af 5

    Sanne Pedersen

    Advokatens drømmerfanger går lige i hjertet, når du læser den.

    Jeg kom igennem hele følelsesregisteret. Og måtte stoppe flere gange undervejs, og lægge bogen fra mig. Den var spændende og til tider nervepirrende, og alligevel lægger jeg bogen fra mig. Jeg måtte have luft fra Jannik, have luft til at tænke over hvad Jannik havde gang i.

    Ikke nok med han er hård og følsom, rummer Jannik også en masse følelser for Victoria. Som han igennem bogen kæmper for, og bliver skuffet hver gang det ikke går efter hans hoved. Jeg kan godt følge ham – han får nok, og vil tage hævn, men på den måde Pernille hvorfor? Den havde jeg ikke set komme. Selvom jeg undervejs troede han var blødt op, holder han stadig den hårdere facade op. Hvilket gør jeg som læser, bliver fanget og vil læse videre.

    Pernille Vørs – Advokatens drømmefanger
    Pernille Vørs – Advokatens drømmefanger
    Pernille du fik mig til at grine en del, fordi du gør sproget levende og nutidigt. Men ikke nok med det Pernille, du fik mig også til at tude. Hvilket er det en bog skal indeholde, noget man kan grine eller græde af.

    Jeg er kæmpe fan af dine bøger. Dominic trilogien, tog mig med storm, men må indrømme den sexede advokat Jannik slår Dominic med meter. De er lige barske, og har en skummel fortid. Hvad det er for en fortid, der er så dyster. Der fik mine nakkehår til at rejse sig, må du læse dig til.

    Pernille dine personer. Jeg elsker dem jo mere jeg kom i dybden. Jeg hadet Jannik i de første bøger, men med tiden kom han under huden på mig. Og blev en af favorit personerne. Du gør dem levende så man ser dem for sig, når man læser. Men jeg savnede nu alligevel mere dialog mellem dem.

    Pernille Vørs jeg ved ikke hvad jeg skal sige. jeg kan ikke give dig mere end 5. Jeg vil gerne give mere for denne spin –off til Dominic trilogien. Jeg glæder mig til at læse resten af dine bøger, og de vi altid have en plads på min bogreol og i mit hjerte.
    http://dinboganmelder.dk/pernille-voers-advokatens-droemmefanger/

  8. Vurderet 5 ud af 5

    Lotte Findstrup Röhrchen

    Så blev jeg færdig med Advokatens drømmefanger Hvad kan jeg sige andet end BRAVO! Godt gået Pernille, synes at den overgår Dominic og Cat. Glæde mig til dine næste bøger.

  9. Vurderet 5 ud af 5

    Ditte

    Hvad kan man sige om Advokatens drømmefanger …. lad mig starte med at lægge ud med du har sku gjort det igen, Pernille! Jeg bøjer mig i støvet for dig. Tænk at du kan give mig så mange følelser med kun 556 sider. Jeg har været alle mine følelser igennem grint (lidt pinligt, når man sidder i bussen, men det er jo det du kan med dine ord ) grædt, blevet irriteret, bandet højt … jeg må sige, at dette må ikke være en slutning for Jannick og Victoria, men begyndelsen. Den kan ikke slutte sådan. Jeg har – efter jeg er blevet færdig – vendt, hvad der så skal ske med dem oppe i mit hoved og er kommet fra til, hvis der er nogen, der kan give den en rigtig afslutning, så er det dig, Pernille Så respekt for, at du har gjort det igen. Du får én til at sukke efter mere. Jeg får helt lyst til at læse Dominic-serien igen, bare for at blive i dit fantastiske univers lidt endnu

  10. Vurderet 4 ud af 5

    Bogfinken

    Jeg har tidligere læst og anmeldt Dominic trilogien af samme forfatter, en serie jeg var godt underholdt af. Jeg gik derfor ind til denne roman med høje forventninger om at blive underholdt, fanget og inddraget. Det blev også imødekommet i størstedelen af bogen. Jeg er ikke klar over hvorvidt dette er en enkeltstående roman, eller om der kommer efterfølger(e), men jeg kan ikke lade være med at føle, den står åben for fortsættelse.

    Historien

    “Advokatens drømmefanger” har Jannik Rusetto i hovedrollen. Har man læst Dominic trilogien kan man genkende navnet. Jannik er advokat og har gennem tiden klaret en del opgaver både professionelt og privat for og med Ian Dominic. Man kunne forledes til at tro at Jannik og Ian er venner, men de er mere bundet sammen af omstændighederne. Jannik er en charmerende og magtfuld mand, der er vant til at få, hvad og hvem han vil have. Han lever livet om dagen, men om natten plages han af mareridt.

    Victoria er det kvindelige modstykke til historien. Hun er ung, smuk og har forstand. Samtidig har hun et mål, en plan for hvordan hun når dertil og masser af hemmeligheder. Det betyder samtidig også at hun absolut ikke har nogen som helst intention om at indlade sig på noget seriøst med Jannik. Begge drages alligevel mod hinanden, men der er mange benspænd undervejs formet både af livet og omstændighederne, men bestemt også af dem selv.

    Personerne

    Har du nogensinde læst en bog, hvor du halvdelen af tiden har lyst til at råbe af personerne? Det har jeg, i “Advokatens drømmefanger”. Jeg tror aldrig, jeg har læst en bog med mere irriterende personer, der kombineret blev til noget godt. Janniks personlighed er i det store hele lige så dyb som… Ja nærmest en flad tallerken. Han er overfladisk, arrogant og man mærker tydeligt, han er vant til at få hvad han vil have. Han opfører sig gentagne gange som et dumt svin. Victoria er det ydmyge modstykke som får lov at tø ham lidt op, og dog. I meget af det hun siger og tænker virker hun en anelse barnlig og det er lidt synd, for hun har jo intelligensen i orden.

    Begge personer forandrer sig meget igennem bogen, men meget af det føles lidt som 2 skridt frem og 1 tilbage. De gør indtryk på hinanden og lukker hinanden lidt ind, men springer så tilbage til mistro, mistillid og følelsesløs. Der er meget påtaget ligegyldighed, bevidst sårende ord, manglende handlinger… Det er i lange perioder to lammede mennesker, der virker til at stå opgivende foran en mur og bare.. Opgive i stedet for at kæmpe. For så at finde kampgejsten frem og gentage.

    Det er tydeligvis to hovedpersoner med meget baggage og meget at kæmpe med. Men det er også det, der gør dem interessant. Som læser føler jeg det frustrerende at sidde og se deres kamp fordi det hele tiden er frem og tilbage. Jeg føler aldrig, jeg får lov at lære dem at kende fuldt ud. Baggrunden for dem er kun delvist oplyst, så vi har kun det at gøre med, som vi lærer gennem bogen. Det gør dem lidt til de venner, vi kender fordi vi er sammen med dem, men som vi ikke ved hvad kommer fra eller hvordan de var før i tiden.

    “Advokatens drømmefanger”

    Selve historien har det, den skal have. Der er en fortid, en udvikling og masser af muligheder for en fremtid. Det sænkes bare en smule af at personerne er så… Irriterende! Forstået på den måde at – det fungerer fint nok.. De to personer fungerer udmærket til historien og jeg var helt med i bogen, følte med dem og nåja.. Havde lyst til at ryste dem og råbe “Tag dig nu sammen!” ind i hovedet af dem begge med jævntlige mellemrum.
    Det er både positivt og negativt. Det er et tegn på, at jeg har fået lov at leve mig ind i historien og irriterer mig, fordi jeg holder af dem. Det er dog også en snert negativt fordi det irriterer mig at læse en bog hvor jeg ikke bare elsker personerne.

    Selve historien har et godt flow og historie. Den fungerer både som stand-alone, men også hvis man som jeg har læst Dominic-trilogien. Jeg vil sige, det nok er en fordel at have læst den foregående trilogi for at man kender den dybere historie bag Jannik og Ians forhold mv. da det ellers hurtigt kan blive lidt overfladisk fortalt – fordi det her er Jannik og Victorias historie. Jeg kan godt lide, der fortælles fra både Janniks og Victorias side, da det giver et godt flow. Måske man dog kunne have skiftet mellem del i kapitler i stedet for blot at skifte afsnit. Det havde fungeret en smule bedre for mig.

    Jeg ved ikke om der kommer mere efter denne roman, men hvis ikke, må jeg dog sige, jeg ikke er vild med slutningen. Jeg føler ikke, jeg fik hele historien.
    “Advokatens drømmefanger” er en underholdende roman i den erotiske genre. Den er meget “lige på” i forhold til erotikken. Der lægges ikke fingre imellem, hvilket er forfriskende. Fortællermæssigt har Pernille Vørs gjort det godt, også med at holde spændingen og interessen gennem de mange sider. Den er ikke helt på linje med forfatterens Dominic trilogi, men den når et godt stykke af vejen.
    http://hendejensen.dk/2016/12/03/advokatens-droemmefanger-pernille-voers/

  11. Vurderet 5 ud af 5

    De unges ord

    Lige siden jeg afsluttede ’Dominic’ trilogien har jeg hungret efter at vide mere om Jannik og få hans historie. Det var en fornøjelse at vende tilbage til Pernille Vørs verden og ikke mindst hendes medrivende skrivestil.

    Resumé

    Jannik gemmer på en mørk fortid, som har medført at han er som han er i dag. Han er tilbageholdende, og bærer rundt med de dæmoner, som han fik i en meget ung alder. Af den grund er han kun sammen med ludere, da han ved at de er mere villige til hans kinky sex. Men da han møder Victoria bliver hele hans verden vendt på hovedet, og før han ved af det, har han endnu flere problemer, end han startede ud med.

    Anmeldelse

    Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle forvente, da jeg begyndte på ’Advokatens drømmefanger’, andet end at jeg havde høje forventninger, fordi den var skrevet af Pernille Vørs, som er blevet en af mine yndlingsforfattere. Jeg var utrolig nysgerrig efter at få Janniks historie efter at have læst ’Dominic’ trilogien, fordi han fremstår så hemmelig og gådefuld.

    Hans historie hører dog også til en i den barske ende af skalaen, og det gjorde det også lettere at forstå, hvorfor han er så kold, som han er. Han er utrolig barsk og har en lidt sindssyg tankegang, som i starten godt kunne skræmme mig, men efterhånden som jeg lærte ham at kende, fandt jeg frem til, hvad grunden var til hans opførsel og tankegang.

    Man får også en kort introduktion til Victoria i ’Dominic’ trilogien, og hendes historie endte faktisk med at optage mig mere end Janniks. Hun er virkelig interessant, og har også en hård fortid hun bærer rundt på. Jeg blev mildt sagt imponeret over hendes styrke og mod, og med alt det hun har været igennem, blev hun lidt af en inspiration for mig, for selv at være så stærk.

    Forfatterstilen er lige så beskrivende og indlevende, og efter bare et par linjer, var jeg fanget af handlingen. Uheldigvis havde jeg ikke muligheden for at læse bogen ud i et, men det var meget let at komme tilbage til handlingen, da historien stadig fulgte mig, når jeg ikke læste. Den brændte sig nærmest fast, fordi den er skrevet på en måde, hvor den både virker realistisk og så var jeg bare fanget af Pernille Vørs ord, som er sat så fint sammen i nogle medrivende sætninger.

    Efter den slutning, som ’Advokatens drømmefanger’ kommer med, kan jeg næsten ikke tro andet, end at der må komme en fortsættelse på deres historie. Det håber jeg i hvert fald, for jeg er slet ikke klar til at give slip på dem endnu, og se hvor historien ender henne. Uanset hvad får bogen i hvert fald mine varmeste anbefalinger, og hvis du var vild med Pernille Vørs trilogi ’Dominic’, kan du godt glæde dig, da denne ligger på samme høje niveau, som de gjorde, så bare kom i gang med den!

    Anne Mette Bach Jeppesen / http://www.deungesord.dk/advokatens-droemmefanger-af-pernille-voers/

  12. Vurderet 5 ud af 5

    Trine

    Jeg er ny læser af Pernille Vørs´ bøger – men der er ingen tvivl – hun har fået en ny og stor fan i mig. Det var med en vis skepsis, at jeg gik i gang med bogen, for ER jeg nu til det der med erotiske bøger, men jeg blev meget hurtigt opslugt af den gode skrivestil og den spændende handling. Verden stod stille, mens jeg fløj gennem bogen. Jeg nåede gennem hele følelsesregisteret, mens jeg læste, hvilket for mig kendetegner en dygtig forfatter, som har et godt tag i sine læsere. Bogen har det hele: Spænding, sex, kærlighed, hemmeligheder, overraskelser og ondskab. Skulle man være i tvivl om hvorvidt, at man skal læse trilogien før, at man kaster sig over Advokatens Drømmefanger, så kan man uden problemer læse den som en selvstændig bog. Men når det så er sagt, så har jeg allerede kastet mig frådende over trilogien. Bogen får hermed mine varmeste anbefalinger. God læselyst :-).
    Trine

  13. Vurderet 5 ud af 5

    Winnie Jæger

    Det er sket igen. Pernille Vørs har skrevet en uforglemmelig historie om kærlighed, magt, bedrag og lækker lækker sex. Denne super velskrevet bog, fyldt med drømme, intriger og magtfulde mænd, får en kvinde til at dåne og drømme, drømme om mere, meget meget mere. Pernille Vørs skriver flot og forførende, hun forstå at beskrive sine mænd i sine historier og denne er ingen undtagelse. Jannik, vi genkender ham som advokat i Dominic trilogien, står over for en kvinde som han lære at kende ved navnet Victoria, hun slår benene væk under ham ved første blik. Og han gør virkelig noget ved hende med sine hotte øjne, men de har begge så meget bagage med, at de har svært ved at finde hinanden, og må begge gå igennem svære valg. Deres kærlighed til hinanden er stor og voldsom, men kan den holde til alle hemmelighederne. Pernille Vørs kan virkelig skrive, skrive så læseren formår at føle det samme som karaktererne føler, sorg så hjertet kramper og tåre vil trille, frygt så nakkehårene rejser sig og kærlighed så man svæver af glæde. Pernille Vørs har gjort det igen, med denne fantastiske historie. Jeg er og vil forblive fan for evigt.
    Pernille Vørs er et navn du aldrig må glemme.
    Winnie Jæger

Tilføj en anmeldelse

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Du kunne også være interesseret i…